Jump to content

News

Erik Lund kåres som årets underviser ved AAU Engineering

Published online: 21.10.2025

Professor Erik Lund modtager prisen som Årets Underviser på Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet 2025

News

Erik Lund kåres som årets underviser ved AAU Engineering

Published online: 21.10.2025

Professor Erik Lund modtager prisen som Årets Underviser på Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet 2025

Af Rikke Bajlum Nielsen, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Majken Davids

En stolt tradition fortsætter – Årets Underviser på AAU Engineering

På AAU har det efterhånden udviklet sig til en kærkommen tradition at hylde de undervisere, som gør en ekstraordinær forskel for de studerende – både fagligt og menneskeligt. Hvert år indstiller de studerende en underviser, som har formået at inspirere, engagere og løfte undervisningen til et niveau, der rækker langt ud over pensum. I år er det professor Erik Lund, der med stor begejstring og enstemmighed er blevet indstillet til prisen som Årets Underviser på Engineering 2025.

De studerendes rosende ord

Det var et rørende øjeblik, da Erik Lund blev overrasket med prisen som årets underviser på Engineering 2025. Det skete på en ganske almindelig tirsdag, i et auditorium fuld af studerende hvor Erik, ganske som han plejer, stod midt i sin undervisning. 

Ud af det blå dukkede kolleger, ledelsesrepræsentanter og studerende op for at fejre ham med diplom, blomster og konfetti.  Forud for prisoverrækkelsen har studerende voteret blandt de mange kompetente undervisere på fakultetet, men det endelige valg faldt altså på Erik.

Til prisen hører også en rosende indstilling, som de studerende har udarbejdet. Her lyder det bl.a.:

"Det er med stor glæde, at vi indstiller professor Erik Lund til prisen som Årets Underviser på fakultetet 2025. Eriks undervisning har haft en dybtgående indflydelse på vores studier og akademiske udvikling. Han kombinerer en enestående faglig viden med en bemærkelsesværdig evne til at formidle, inspirere og støtte sine studerende. Hans indflydelse rækker ud over Institut for Materialer og Produktion og kommer også studerende fra både Institut for Energi og Institut for Byggeri og Anlæg til gavn gennem hans undervisning og vejledning.

Hans undervisning er aldrig begrænset til teori. Erik integrerer praktiske eksempler og opgaver, der viser den virkelige relevans af komplekse ingeniørmæssige begreber. Denne tilgang inspirerer de studerende til at møde faget med nysgerrighed og motivation, ofte ud over hvad der kræves i pensum." 

Hans dør står altid åben

De studerende fremhæver Eriks åbenhed over for feedback som et særligt kendetegn ved hans undervisning. De oplever, at han lytter aktivt og justerer sin undervisning i dialog med dem – noget de ser som et udtryk for både ydmyghed og et oprigtigt ønske om hele tiden at blive bedre. De lægger også vægt på hans villighed til at dele erfaringer og metoder med kolleger, hvilket bidrager til at løfte undervisningen bredt på fakultetet.

"Som vejleder og mentor overstiger Erik konsekvent forventningerne. Han følger op på drøftelser, giver grundig og konstruktiv feedback og sikrer, at de studerende føler sig støttet i alle faser af deres arbejde. Hans engagement ophører ikke, når undervisningen slutter – han bliver, indtil hjælpen ikke længere er nødvendig, og tager sig altid tid til spørgsmål, idéudveksling og vejledning. De studerende ved, at hans dør altid står åben, og at han oprigtigt bekymrer sig om deres succes – både fagligt og personligt."

Et sandt forbillede

De studerende beskriver Erik som et forbillede, der forener professionalisme og retfærdighed med oprigtig omsorg. De fremhæver hans evne til at balancere høje faglige krav med empati og tilgængelighed – noget, der inspirerer dem både som studerende og kommende ingeniører.

De mange pæne ord, kommer bag på Erik Lund: ”Tusind tak for den pæne indstilling. Man kommer jo til at rødme, når man læser det”.  Efter en kort tale af prodekan for uddannelse på Engineering, Olav Geil, samt et velfortjent bifald kunne Erik fortsætte sin undervisning.

Sammen med prisen har Erik Lund nu også et lod med i puljen til at blive kåret som Årets Underviser på hele AAU.

han bliver, indtil hjælpen ikke længere er nødvendig, og tager sig altid tid til spørgsmål, idéudveksling og vejledning,

De studerende

Fakta

  • Erik Lund er kåret til årets underviser v. fakultetet i 2011, 2020 og 2025.
  • Han har også været årets underviser på instituttet i 1998, 2003, 2006, 2011, 2012, 2020, 2024 og 2025
  • Erik Lund fik derudover prisen som årets underviser på AAU tilbage i 2012
  • Modtageren af prisen som Årets Underviser ved fakultetet er samtidig kandidat til titlen som Årets Underviser på AAU og Det Obelske Familiefonds Undervisningspris

Læs også