Af: Nicole Winther, MP Kommunikation, Foto: Thomas Strubjerg
Girls day in science skal tiltrække flere piger til STEM-fagene
Girls Day in Science er en landsdækkende kampagne, hvor unge piger inviteres indenfor på uddannelsesinstitutioner og i virksomheder/organisationer med det formål at inspirerere dem til at se fremtidsmuligheder inden for STEM-fagene.
På AAU giver vi de besøgende unge piger mulighed for at møde kvindelige studerende og ph.d.-studerende inden for naturvidenskab, teknologi og ingeniørvidenskab. Samtidig giver vi et indblik i de mange uddannelsesmuligheder, som AAU byder på inden for STEM-fagene og hvilke spændende karrierer netop disse uddannelser kan føre til.
workshop om fremtidens produktion
På Institut for Materialer og Produktion havde Ann-Louise Andersen og Maria Schiønning Larsen planlagt en spændende dag for de 60 besøgende gymnasiepiger med workshoppen:
SKAL DU DESIGNE FREMTIDENS PRODUKTION AF WIENERBRØD, IPHONES OG VINDMØLLER?
Selvom man ikke umiddelbart skulle tro det, har wienerbrød, iPhones og vindmøller meget til fælles, nemlig at de allesammen er resultat af et større produktionssetup, der skal designes, planlægges og styres.
Og netop dette kunne de besøgende piger blive klogere på i går, hvor Ann-Louise og Maria og deres hold af kvindelige studerende kunne fortælle mere om, hvordan man som færdiguddannet produktionsingeniør kan arbejde med at gøre produktionen af forskellige produkter bedre, smartere og billigere ved hjælp af den nyeste teknologi.
De besøgende fik både information om vores uddannelser, om de efterfølgende karrieremuligheder og om hverdagen som studerende hos os. De blev også inviteret indenfor i værkstedet, så de kunne få et mere konkret indblik i, hvordan vi arbejder i det daglige.
Vi håber, besøget har inspireret de unge piger til at overveje en fremtid inden for STEM-fagene. Der er brug for dem!